Ugens Ord 2020
Bedrageriets Tidsalder
Uge 40, 2020
af Rick Joyner
Jesus talte om, hvad der nu sker i Amerika, da Han blev spurgt om tegnene på slutningen af denne tidsalder. Han begyndte sit svar med: ”Lad ikke nogen bedrage dig” (se Matt 24:4). Ved dette antydede Han, at et af de mest grundlæggende tegn på tidsalderens ende ville være bedrag. Så hvordan bliver vi ikke bedraget?
I 2 Tess. 2:10 står der skrevet: "med al ubegrænset forførelse til det onde og med al den bedrag af ondskab for dem, der fortabes, fordi de ikke tog imod kærligheden til sandheden [af evangeliet] for at blive frelst [de var åndeligt blinde , og afviste den sandhed, der ville have reddet dem]." Det er ikke kun manglen på sandhed, der kan føre til bedrag, men ikke at have kærligheden til sandheden. Vi kan ønske sandheden af mange forskellige grunde, selv egoistiske og onde, som for at bruge den til at skade andre. Ethvert motiv bortset fra en kærlighed til sandheden kan åbne os for hvad der ville fordreje sandheden.
Fil. 1:9 giver os den mest basale faktor, der kræves for at skelne sandheden, som apostlen skriver: “Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må blive mere og mere [vise sig mere indgående] rig på indsigt og al dømmekraft [reel viden og praktisk indsigt],.” Her ser vi, at grundlaget for "ægte kundskab" eller sand kundskab og "al skelnen, dømmekraft, skarpsindighed" er kærlighed. Hvis vi ser fra noget mindre end kærlighedens perspektiv, vil vores viden blive fordrejet og vores evne for skelnen, dømmekraft, skarpsindighed være ufuldstændig. Det er i modsætning hvad der ofte skjuler sig som dømmekraft, hvilket er mistanke og frygt, der altid vil fordreje vores opfattelse til at se og tro det værste.
For eksempel vil vi sandsynligvis ikke finde sandheden om vores nationale historie, hvis vi ikke begynder med en kærlighed til vores land. Vi skal også elske sandheden nok til ikke at dække over manglerne og fejlene i vores historie. Når vi ser gennem kærlighedens perspektiv, vil manglerne og fejlene ses mere præcist. Et forløsende perspektiv vil også hjælpe os med at lære af dem snarere end blot at fordømme dem, der skabte dem.
Winston Churchill var ikke bare en af verdens mest bemærkelsesværdige statsmænd, han var en stor historiker. Han skrev, hvad der betragtes som de mest indsigtsfulde beretninger for det engelsktalende folk. Disse omfattede profetiske perspektiver, der udfoldede sig med bemærkelsesværdig nøjagtighed. På spørgsmålet om, hvordan han modtog sådanne bemærkelsesværdige profetiske indsigter, krediterede han hans studium af historien for, hvilket han gjorde af en dyb kærlighed til sit eget land og folk. Han konkluderede også ting om den menneskelige natur som: "Positive mennesker ser muligheder i ethvert problem, men negative mennesker har tendens til at se problemer i enhver mulighed."
Historie bekræfter denne indsigt. De, der sætter historiens igang og bygger, er positive tænkere, der kan se muligheder, når andre kun ser problemer. Negative tænkere, nejsiger og kritikere, der ser problemer mere end muligheder, huskes ikke i historien, fordi de sjældent gør noget eller bygger noget, der er værd at bemærke.
Hvis vi ser vores historie eller vores nuværende tid ud fra den positive holdning ved at elske vores land, vil vi se muligheder i alle de problemer, der nu dukker op. Hvis vi ser på disse med en foragt for vores land eller vores fjender, vil vi sjældent se løsninger eller muligheder.
Som vi diskuterede, er det militære princip, at du ikke kan besejre en fjende, du ikke ser, jo klarere vi ser vores fjende, jo større fordel har vi. I Amerika i dag har vi muligvis de mest åbenlyse indenlandske fjender, vi nogensinde har haft. Hvordan er de vokset ind til en så stor og alvorlig trussel, som vores ledere næsten ikke har lagt mærke til? Hvorfor har der været så lidt evne til at skelnen, have dømmekraft og være skarpsindig? Kan det være, at vi har haft så lidt kærlighed til vores land? Kunne det være, fordi vi har haft så lidt kærlighed til vores fjender?
Næsten ingen knytter kærlighed, når man ser på fjenden, men Jesus bad os om at elske vores fjender (se Matt 5:44; Luk 6:27,35). Kan det være, at en af grundene til, at Han bad os om at gøre dette, er, at vi kunne have "sand kundskab" og "al skelnen, dømmekraft, skarpsindighed" angående dem? Ikke kun ville dette hjælpe os med at skelne dem som fjenden, men kærlighed defineres i 1 Kor. 13:6-7 som “glæder sig med sandheden; bærer alle ting, tror på alle ting, håber på alle ting, udholder alle ting.” Hvis vi begynder at elske vores fjender, vil vi begynde at tro “alle ting” for dem. Vi vil så være mere tilbøjelige til at se en løsning på at gøre vores fjender til venner. Ville det ikke være den ultimative sejr?
I tider med konflikt skal vi huske formaningen i Hebræerbrevet 12:14-15: ”Stræb efter fred med alle og efter hellighed;
uden den skal ingen se Herren. Og se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter rod skyder op og gør fortræd, så mange smittes af den."
De, der kun kan tænke dobbelt, som kun kan se sort eller hvid, vil se ekstremer og er derfor nogle af de mest tilbøjelige til at blive bedraget. Sådanne vil have en meget vanskelig med at se, hvordan de kan elske deres fjender, eller hvordan de kan stræbe efter fred med dem. Vi skal, eller som ovenstående tekst bemærker, vil vi ikke se Herren. Vi vil ikke se Ham i den nuværende situation for at være en del af det, Han gør, vi vil ikke opfylde, ikke nå op til Guds nåde, fordi vi nægter den overfor andre, og vi vil kun mangedoble bitterheden i stedet for livets vand, som bringe helbredelse/lægedom.
En faktor, der gør de nuværende protester og optøjer så meget farligere end i tidligere tider, er det niveau af had og vrede, der manifesterer sig i dem for Amerika og vores arv. Er vi som kristne ikke kaldet til at have en modsat ånd end den, der manifesterer sig i verden? Jesus sagde, at Satan ikke kunne kaste Satan ud, hvilket betyder, at det ikke bliver det onde som besejrer det onde, og at vores had til fjenden ikke vil stoppe deres oprør, men vi skal ”overvinde det onde med det gode” (se Romerne 12:21).
Hvordan ser dette praktisk ud? For det første er kærlighed mere magtfuld end had og frygt. Når de ses i kontrast, er kærlighed langt mere smitsom end had. Mange af dem, der er så vrede og fulde af had, er sådan, fordi de aldrig har oplevet ægte kærlighed. Ægte kærlighed kunne sprænge i nogle af disse lejre som en åndelig atombombe, Guds kærlighed, ikke blot menneskelig sympati og idealisme. Men for at blive brugt på denne måde er vi nødt til at have sådan en kærlighed, og det er meget sjældent i historien og i disse tider.
I den nuværende situation, hvis vi går ud for at konfrontere vores fjender ved at skrige tilbage på dem, der skriger, vil ingen høre noget. Som kristne er vores sejr ikke at slå fjenden ned, såre eller dræbe dem, men snarere at slå dem med det mest magtfulde våben af alle - sandheden i kærlighed, der kan frigøre folk. Dette har magten til at omvende dem, så de kan få liv og blive frigjort fra den trældom, der har fået dem til at hade. Vi vil ikke bare vinde argumentet, vi vil vinde dem.
Ovenstående kræver, at slagmarken hæves fra det fysiske til det åndelige område. Vi skal gøre dette i vores egne hjerter først. Dette er ikke at (be)nægte at slaget også er fysisk og også skal kæmpes i det rige, som vi vil dække mere dybtgående i den næste Ugen's Ord. Alligevel er den virkelige kamp mere åndelig end fysisk.
Selve slagmarken kan være en afgørende faktor, der bestemmer resultatet af en kamp. På grund af dette, ved krigere at den der er i stand til at vælge slagmarken, vil have en fordel i forhold til deres fjende. I øjeblikket har fjenden grebet initiativet og været i stand til at vælge slagmarken og holde det i det verdslige, jordiske domæne. Som kristne skal et af vores primære mål i enhver konflikt være at flytte slagmarken ud af det fysiske område til det åndelige område, der er vores specielle domæne.
I vores næste Ugen's Ord vil vi undersøge det dobbeltborgerskab, som kristne har i den jordiske nation og Guds rige, og hvordan og hvornår vi udøver både civil og åndelig autoritet.
UGENS ORD 41
OP